AUDITION: Miss Africa Danmark 2009

AUDITION: Miss Africa Danmark 2009 miss-africa-danmark For fjerde år i træk skal vi kåre Miss Africa i Danmark. Det vil ske i en fest for afrikanere, danskere og venner af Afrika, der mødes for at fejre mangfoldigheden i afrikansk kultur.

På rekordtid er begivenheden blevet et årligt højdepunkt for Afrika-afficionados og herboende afrikanere, der sætter pris på et frisk pust fra moderlandet.

Hvert år har der stået fabelagtige musikere på scenen og deltagerne har givet spændende nye bud på hvordan vi skal opleve og forstå Afrika.

Showet finder igen i år sted i Store Vega og datoen er fastsat til lørdag 6. juni. Men inden vi kommer så langt skal finalisterne findes og gennemgå et længere forløb med træning, taleskrivning og andre forberedelser.

Det er altså NU at deltagerne skal findes og arrangørerne har brug for hjælp til at nå ud til unge afrikanske kvinder i hele Danmark. Vi leder med lys og lygte efter søde og seje piger mellem 18 og 28, der har afrikansk baggrund, en god portion girlpower og mod på at tage udfordringen op.

Begivenheden skal bl.a. vise at de afrikanske piger i Danmark ikke blot ser godt ud, men har masser at byde på. Der er ikke tale om en modelkonkurrence, så derfor er der heller ingen krav til højde, vægt eller udseende. Her er der naturligvis også plads til de “traditionelle afrikanske former”. Til gengæld er det vigtigt at deltagerne har selvtillid, udstråling, kender til Afrika og har lyst til at fortælle om det. Forhåbentlig kan vi igen i år finde en positiv rollemodel, der har viljen og evnen til at være en seriøs repræsentant og kultur ambassadør for Afrika og afrikanerne i Danmark.

Tilmelding Til Audition Nu
Man kan møde op til audition i Århus den 21. februar eller København den 22. februar. Her vil deltagerne få mulighed for at præsentere sig selv, samt give en smagsprøve på nogle af deres særlige talenter. For at vi kan være sikre på at få alle med, skal interesserede tilmelde sig på konkurrencens website. Hjemmesiden indeholder i øvrigt billeder fra de forrige år og mange flere detaljer om konkurrencen.

Audition er kun første skridt og man kommer ikke sovende til finalen i Miss Africa… Finalisterne skal være indstillet på at bruge en del tid forud for konkurrencen i foråret 2009. Der vil bl.a. være øvedage, interviews, møder med instruktører, koreografer og stylister. De tidligere deltagere har måttet arbejde hårdt på sagen, men de er også enige om at den nye inspiration og de nye venskaber har været det hele værd. Nogle af de tidligere deltagere vil være til stede på audition dagene.

Siddste Års Miss Africa Danmark
Vinderen af sidste års konkurrence blev 25-årige Catherine Gathoni, der kom til Danmark som 8-årig. Det var formodentlig opvæksten i Kenya der først vakte interessen for internationale udviklingsstudier på Roskilde Universitet. I dag læser hun jura på Københavns Universitet. Når studierne er overstået håber Catherine at kunne kombinere det juridiske perspektiv med indsigten i udvikling og bistandspolitik.

Ved showet sidste år tog Catherines tale udgangspunkt i spørgsmålet om man kan være både afrikaner og dansker – Om det virkelig behøver være et enten-eller. “Vi lever i et samfund, hvor det til tider føles, som om integration er det samme som assimilation. Man skal helst ikke udskille sig. For det vil betyde at man er udelukket fra det danske nationalfællesskab,” sagde hun blandt andet. I talen afholdt hun sig heller ikke fra at give en mild kritik af de afrikanere i Danmark der kan have tendens til at ville belære deres landsmænd om hvordan de skal opføre sig “rigtigt afrikansk”.

“Det at vi er samlet her i aften, er for mig et udtryk for at en ny danskhed og en ny form for afrikanskhed er ved at blive skabt. Det skal være en danskhed som kan rumme mange flere facetter. En dansk identitet som inkluderer min afrikanske identitet. En identitet hvor jeg kan være stolt over at være dansk. Ligesom jeg frit kan sige at jeg er afrikaner. Og det er jeg faktisk også stolt af. Tak fordi I vil deltage i denne aften. Jeg synes det er en helt særlig aften, og Danmark har brug for forandring hvad synet på identitet angår.”

Der er ingen tvivl om at Catherine har ordet i sin magt og det demonstrerede hun igen, i den del af konkurrencen hvor deltagerne kunne optræde med et særligt talent. Catherine modtog stort bifald for hendes effektfulde poetry-slam-monolog, der omhandlede den prostitution og trafficking, der i de senere år er blevet synlig på gaderne i København. Her i starten af 2009 har hendes interesse for emnet betydet at hun deltager i en annonce- og tv-kampagne for organisationen Hope Now. I de provokerende reklamer fremstilles Catherine som vare i et supermarked. “Hvor tydelig skal menneskehandel være, før vi gør noget?” spørges der.

Baggrund og Idé
Miss Africa arrangementet handler både om kultur, integration, velgørenhed og personlig udvikling for deltagerne. Det er arrangørernes håb at Miss Africa Danmark vil få taletid i medierne og være med til at vise et alternativ til det typiske billede af Afrika og en gruppe af de nye danskere. Er det ikke oplagt at give ordet til en repræsentant for afrikanerne i Danmark når der tales udviklingsbistand, integration og tværkulturel forståelse? For de to tidligere vindere har det handlet om at vise “gammel-danskerne” hvad afrikanerne har at byde på og at de gerne vil deltage aktivt på alle niveauer i samfundet. Men på samme tid er det også ønsket at minde de unge, herboende afrikanere om de stolte kulturer de hver især repræsenterer.

Arrangementet har fra starten i 2006 været planlagt til at samle de mange afrikanske grupper i Danmark og samtidig præsentere et positivt billede af Afrika for et interesseret dansk publikum. Som nogle af deltagerne har fortalt, er det ikke altid lige let at skille sig så meget ud, som man f.eks. kan gøre når man er eneste afrikaner i en dansk skoleklasse. Også ældre tilflyttere i Danmark kender til svære perioder og måske var det en del af forklaringen på at man flere gange undervejs i showet sidste år, fornemmede at lommetørklæderne kom frem rundt omkring i den tætpakkede sal.

Miss Africa Danmark arrangeres af frivillige og med støtte fra musikere mv., der alle har arbejdet ulønnet. Derved kunne vi i 2008 sikre et overskud på kr. 75.000,- der i samråd med Red Barnet er brugt til at bygge en legeplads på 900m² i Gulu-området i Uganda. Mange af børnene på den skole hvor legepladsen er bygget er tidligere børnesoldater og har hårdt brug for en ny og gladere hverdag. I marts skal Catherine Gathoni besøge legepladsen og derved får hun selv set den forskel legepladsen og de tilknyttede aktiviteter forventes at gøre for børn, der skal hjælpes tilbage til en normal tilværelse.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her