Vinden suser og den tykke vinterjakke er for længst fundet frem. Man behøver ikke længere kigge i kalenderen for, at se det er blevet efterår.
Det klam-kolde vejr er den perfekte undskyldning for at blive indendørs og hygge med gode venner og en kop med noget varmt at drikke.
En kop kaffe eller varm kakao er det oplagte valg, men hvorfor ikke kombinerer to af de bedste ting i verden?
Chokolade + Rødvin = Gudedrik
Rødvin og chokolade passer fabelagtig sammen, og man kan godt undre sig over, at denne opskrift ikke allerede har vippet gløggen af tronen som kongen af varme vinterdrikke.
Hvis du vil lave en omgang varm chokolade med rødvin (og det vil du) skal du bruge følgende ingredienser:
- 4½ dl mælk, meget gerne sødmælk
- 2½ dl rødvin, gerne en med lidt kraft
- 100 g mørk chokolade med mindst 75 % kakao
Sådan gør du:
Bræk chokoladen i mindre stykker og kom den sammen med mælken i en lille gryde. Varm langsomt blandingen op, den må helst ikke koge.
Når alt chokoladen er smeltet og blandingen er ”glat” står du med en varm chokolade i verdensklasse. Du kan drikke den som den er med en klat flødeskum, men hvorfor ikke gøre den ekstra god?
Tilsæt rødvin til den varme chokolade og server med marshmallows eller flødeskum. Hvis du synes drikken er blevet lidt for kraftig kan du altid tynde den op med lidt mælk.
Flyt dig julegløgg du har tabt
Får du uventede gæster eller har du travlt, kan du “snyde” og bruge Cocio eller Matilde Premium i stedet for at lave din egen hjemmelavede chokolade.
Varm kakao med rødvin (også kendt son gløgg-dræberen) nydes bedst under et tykt uldtæppe, men er også glimrende til julehygge med venner og familie.
Da drikken indeholder en pæn mængde alkohol er den naturligvis ikke udpræget børnevenlig, så hvis der er børn (eller gravide) tilstede kan du tage lidt af den varmechokolade fra før du tilsætter vin.
Når du så har forelsket dig håbløst i supergløggen er det tid til at varierer opskriften. I stedet for almindelig mørk chokolade kan du prøve med orange-chokolade, eller hvad med at blande et stænk kaffelikør i flødeskummen?
I videoen nedenfor kan du se endnu et bud på den nymoderne juleklassiker.